Gave til Haven

Geografisk Haves 100 års jubilæum blev fejret med manér lørdag d. 26. maj 2018. Det var en solrig dag med mange gæster, hvor fokus var på havens grundlægger Aksel Olsen. Geografisk Haves Venner hjalp til med praktiske opgaver i løbet af dagen.
Der var et spændende program med rundvisninger i Aksel Olsens private have og fortælling om arbejdet med planteregistreringen ved Lars Birck og lektor Marian Ørgaard, taler ved borgmester Jørn Pedersen og bestyrelsesformand Ove Lauridsen, festforelæsning ved Søren Ryge Petersen, fortællinger om Aksel Olsen ved forfatter Helle Juhl og Aksel Olsens børnebørn Signe Rømer og Søren Paluden samt koncert med Mungo Park Folkekor.
Under dagens frokostarrangement overrakte GHV’s formand Finn Lassen foreningens jubilæumsgave til Geografisk Have: 100.000 kr. + dækning af gavemoms til indkøb af et web-baseret søge- og præsentationsprogram af havens plantesamling. En gave som på samme tid støtter bevaringen, udviklingen og formidlingen af den unikke plantesamling i Geografisk Have. Et mangeårigt ønske som vi glæder os over, nu bliver til virkelighed!

Foto: Bente Vilandt