Årets højdepunkt nærmer sig med hastige skridt i Geografisk Have – nemlig det store Plantemarked Grundlovsdag den 5. juni, hvor der bliver fyldt næsten til bristepunktet med planter for enhver haveelsker.

I år kan der næsten meldes total opfyldt med stadeholdere – omkring 160 stk. Det er ikke kun de sjældne og sjove planter, der sælges i år, men også mange andre spændende ting, bl.a. ost, træsko, snaps, tørklæder, frugt, chokolade, keramik, haveredskaber, mandler, honning og salver.

Det er glædeligt, at så mange nye stadeholdere fra både ind- og udland har fundet vej til et af Danmarks største og smukkeste plantemarkeder. For alle haveelskere og gæster kan det byde på en afvekslende rundtur blandt de mange vidt forskellige tilbud.

Endvidere står Havens frivillige for en Tombola-bod med hundredevis af planter og andre haveting som gevinster. Den traditionsrige Planteauktion findes på den sædvanlige plads – der hvor alle boderne ophører – og her kan du med garanti komme til at byde på planter, som din nabo ikke har. Alle planter er venligt doneret af planteskoler og plantefolk fra nær og fjern. Auktionen foregår fra kl. 11-12 og igen fra kl. 13-14.30.

Tag familien med og sæt hele dagen af til dette marked. Undervejs er der gode muligheder for køb af forplejning i Café Lykkefund, som i dagens anledning har udvidet med et grill-telt. For børnene er der også noget at se på. Der er kommet mange nye dyr til – specielt kan nævnes det 1 måned gamle Alpaca-føl, som kan ses i den nye dyrefold nederst i Haven.

De frivillige vil sammen med Geografisk Haves ansatte lægge sig alvorligt i selen for at give dig og din familie en god oplevelse.

Maj 2019